Søg

fredag den 24. juli 2020

Opdatering på byggeprojektet

Kære beboere.

I går var bestyrelsen indkaldt akut til et krisemøde hos vores byggerådgivere. Dette skyldes at nye fund i tagets konstruktion gør, at arbejdet er blevet sat på pause. Vores byggerådgivere har kontaktet Dansk Håndværk hvor en ekstern konsulent i form af en fagdommer har gennemgået 5. salen.

 

Følgende er opdaget:

  1. Taget på gadesiden er dårligere konstrueret end på gårdsiden. Det hviler på “gesimsen” (pyntemurstenen på ydersiden af bygningen) denne er ikke lavet til at bære vægt og derfor vil den over tiden falde ned og taget vil derefter “hænge”.
  2. Kvistene på 5. salen støtter ikke på noget, men hænger i den fri luft.
  3. Der er ikke brandsikring i væggene mellem lejlighederne på 5. sal. Det betyder at en brand derfor ville kunne sprede sig hurtigere mellem lejlighederne, skulle der opstå brand. Derfor anbefaler byggerådgiver umiddelbart, at beboerne på 5. salen flytter ud indtil dette er udbedret, da det kan være personfarligt så længe der ikke er brandsikring. Som minimum bør der udvises ekstra agtpågivenhed i forhold til komfurer, brødristere, flugtveje osv.
  4. Den eksterne konsulent har lavet syn af over 600 bygninger. Han mente at en række ting er udført forkert, hvorfor det ikke er forsvarligt at bygge videre førend der er fundet en ny løsning.

 

Konsekvensen af de nye fund er at:

  1. Byggeriet på taget er pauseret indtil en løsning foreligger.
  2. Vores byggerådgiver vil lave en grundig gennemgang indefra 5. sals lejlighederne mhp at alt bliver registreret, for at der ikke dukker flere overraskelser op og for at lægge en plan for udbedringen. Der vil også blive kigget på etageadskillelsen mellem 4 og 5. sal da KBH kommune tidligere har sat spørgsmålstegn ved dennes brandsikkerhed.
  3. Vores byggerådgiver kontakter en ingeniør som skal finde en understøttende løsning til taget. Dette vil højst sandsynligt blive indre bjælker som understøtter taget i skunken. Det vil ikke betyde at 5. salen bliver mindre i m2.
  4. Den eksterne konsulent og byggerådgiver mener at det vil være muligt at udføre ændringerne inde i lejlighederne på 5. sal, med en støvmur, så lejligheden godt kan bebos under byggeriet. Men den endelige plan og afgørelse herom er ikke fundet.
  5. Vores byggerådgiver kontakter teknisk forvaltnings brandafdeling mhp at få rådgivning om hvordan vi billigst sikrer mod brand på 5. salen.
  6. Der vil blive beregnet en pris for udvidelsen af projektet. Denne pris vil blive præsenteret til generalforsamlingen d. 17/8

 

Køb og salg:

  1. Der vil blive udformet et dokument til alle købere af både andels - og ejerlejligheder så sælger ikke kan holdes juridisk ansvarlig for ikke at informere om situationen i bygningen.
  2. Bestyrelsen vil på det kraftigste opfordre alle andelshavere til at bruge en vurderingsmand ved salg af lejlighederne. Dette sikrer at sælger ikke kan holdes ansvarlige for eventuelle fejl eller mangler i lejlighederne, bestyrelsen har besluttet at der anvendes lejlighedsvurdering.dk da det så er ensrettede vurderinger som udføres. Under de nuværende omstændigheder er det ekstra vigtigt.

 

Bestyrelsen er selvfølgelig overraskede over de nye fund ved bygningen, men vi er trygge ved den plan vores byggerådgivere har lavet for det videre arbejde.

 

-       Bestyrelsen